lørdag den 7. januar 2012

Troja på sporet - uge 1, dag 1 (modvind)

Nu har jeg fået læst bogen "Try Tracking - The Puppy Tracking Primer" af Carolyn A. Krause.
Jeg er såmænd også begyndt at læse de 2 andre bøger, men denne første bog satte nogle tanker igang.

Det er en god lille bog på kun 89 sider, og forfatteren har lavet et træningsprogram hvor man på kun 6 uger kan blive klar til en amerikansk Tracking Dog (TD) prøve.
Programmet lægger op til at man sporer 6 dage om ugen i 6 uger, men man kan dog godt "nøjes" med 3-4 dage om ugen og så bruge et par ekstra uger.

Så det prøver vi da lige. Det vil være perfekt hvis Troja bliver sporklar til foråret.

Første uge drejer sig om spor-motivation. Troja er allerede tændt på spor, så jeg tillader mig at ændre en smule i forhold til programmet. Men jeg holder mig til planen der foreskriver at vi denne uge går spor i modvind, og de første 3-4 dage kigger hunden på mens sporet bliver lagt ud.

Uge 1, dag 1


Sted: marken til venstre for vejen
Underlag: kort græs, ingen plovfurer, fugtigt (regnede kort forinden)
Vind: direkte modvind, 8-10 m/s op over marken nede fra Lillebælt
Vejr: 5 grader, overskyet, fugt i luften, der kom enkelt regndråber under spor 1, 2 og 3.
Fodtrin: sorte travestøvler, små/korte skridt, singletrack
Godbidder: kyllingpølse, i hælaftryk, spor 1- 3 havde godbidder i gns. hvert 3 fodtrin, spor 4 havde 4-6 trin uden, 4 trin med
Liggetid: lagt spor 1 - 3 og gået dem direkte. Lagt spor 4 og gik det direkte.
Troja: sad 10 meter før startpinden ved spor 1 og kiggede på, peb, var tændt. Gik i sporsele.
Specielt: 10 dådyr krydsede marken umiddelbart før jeg lagde sporet

Bogen beskriver en teknik for at lære hunden at samle en handske op på sporet. Jeg prøver at overføre teknikken til pindene, som vil ligge på vores spor.
Det bliver spændende at se resultatet, da jeg ikke selv ville have fundet på gøre det på denne måde.
I uge 1 ligger der altså en pind for enden af hvert spor og så en dynge godbidder ovenpå pinden.


Først lagde jeg spor 1, 2 og 3 i et stræk. Cirka 10 skridt fra slut-pind til start af næste spor.

Bogen foreskriver at det er godt at lære hunden at "læne" sig ind i selen og trække sig fremad.
Så jeg strammede linen op og lod Troja gå i stram line.

Troja piskede ud af sporene. Hun spiste næsten ingen af godbidderne på spor 1, 2 og 3. Hun fulgte dog sporet rimeligt (flakkede lidt til venstre, men kom ind igen).

Uh, det er svært at tage et billede samtidigt med at hunden trækker godt i linen (bemærk: den fine nye læderline: julegaven fra søde Kim). Troja trak nogle steder, så jeg troede at linen ville sprænges!



Jeg var ikke tilfreds. Det er ikke sådan mit målbillede af sporet ser ud. Hun skal gå meget mere nøjagtigt.
Jeg overvejde kort om det skyldtes modvinden, men besluttede lige at lave et spor mere for at afprøve en løsere line.

Så jeg lagde spor 4. Der er strækninger på 4-6 skridt uden godbidder og så en strækning på 2-4 skridt med godbidder.

Denne gang lod jeg Troja gå ud i 5 meters line og gav ikke noget modtræk i linen. Kun nok til at linen blev holdt oppe fra jorden.
SÅ gik hun som jeg ønsker. Snuden nede i hvert trin, fik alle strækninger både med og uden godbidder.
Kun de sidste 4 godbidder inden genstanden blev sprunget over, men da fik hun jo også færten fra godbidsbunken oven på pinden.

Hvad skete der med pinden med godbidder ovenpå?
Jo, Troja stoppede op og spiste gladeligt alle godbidderne, så hun lærer forhåbentlig at det kan betale sig at stoppe ved pinden.
Så ville hun vældig gerne videre til næste spor. Jeg stod 2-3 meter bag hende og holdt igen i linen når hun søgte fremad. Efter 1-2 minutter, så samlede hun pinden op og afleverede den til mig.
Jeg prøvede at belønne med ost på tube og med jackpot "stik snuden i godbidsposen og tag en mundfuld godbidder". Det var jackpotten, som fik halen til at logre.
Vi fortsætter med at afprøve teknikken med pinden.

Konklusion til næste spor:
- ikke noget modtræk i linene.
- godbidder som spor 4.
- jackpot-beløn med godbidspose ved opsamling af pinden.

Det bli'r spændende om jeg kan komme til at gå spor hver dag. Mon jeg kan få fri fra mit arbejde for at spore ?

1 kommentarer:

  1. ej, hvor spændende.. pøj pøj med projektet som jeg glæder mig til at følge. Med den fine arbejdsplads du har så bør du da kunne få fri til at spore :-) det er da det mindste man kan forlange med alt det overarbejde du går i møde og har haft

    SvarSlet